Foredrag ved astrolog Kaj Larsen:
Astrologi i forhold til nutidens og fremtidens børn.
Er vi og dermed vores børnehaver / uddannelses-system parat til at undervise og forstå de børn, som er født i de senere år og fremtidens børn. Astrologien kan være med til at belyse et barns egenskaber og dermed give os en større forståelse for barnets liv og udvikling.Vi ser i korthed på et barn i 13 - 14 års alderen for at sætte fokus på de egenskaber barnet er født med, samt de mulige udfordringer der er i den alder. Hvilke mulige forandringer der er hvert ca. 7 år. På denne måde kan omgivelserne få et indblik og en bedre forståelse for barnets aktuelle reaktioner.
Der er i dette foredrag størst fokus på de ændringer, der er for os alle i disse år og især frem til år 2018. Der har i de senere år været talt meget om Stjernebørn, derfor ser vi nærmere på, hvordan og om de ses i horoskopet. Der vil især være fokus på de børn, som fødes fra år 2007 til år 2014, hvor de største forandringer kan opleves.
Vi ser nærmere på om der er forskel på et børnehoroskop for 1810, 1910 og år 2010. Den mulige årsag til temaet Stjernebørn og Vandmandens tidsalder, samt fokus på magt og frihed i tiden fremover.
Når to eller flere planeter står tæt sammen, vil der være en stærk energi. Sidste gang at Chiron og Neptun dannede en konjunktion (stod tæt sammen) var fra slutningen af 1944 til slutningen af 1945. Dengang var det i Vægtens tegn, der skulle sættes fokus på at skabe et kompromis mellem de stridende parter på jorden.
Næste gang de danner en konjunktion er fra ca. marts til og med ca. juli 2007 og fra begyndelsen af december 2007 til og med ca. april 2013. Denne gang i Vandmandens og Fiskenes tegn. Dette giver mulighed for på en fri og uafhængig måde at heale og få en større bevidsthed omkring de fysiske og ikke fysiske energier.
I år 2011 og især i år 2012 vil vi opleve, at flere planeter skifter tegn og dermed opnår vi en sammensætning, som vi ikke har set før på denne side af år 0.
Det som især er specielt er, at Chiron og Neptun bevæger sig ind i Fiskens tegn og at Uranus bevæger sig ind i Vædderens tegn. Det betyder øget fokus på hjælpsomhed, frihed og nytænkning.
Der er sagt og skrevet en del om Maya indianernes kalender, især den 21 december 2012, hvor de har forudsagt et energiskift. Vi ser, hvor fint det stemmer overens med astrologien - at de yderste planeter skifter tegn i perioden 2009 - 2012. Planeterne vil være der frem til år 2018, hvor det næste tegnskift påbegyndes for nogle af planeterne.
Foredraget henvender sig til alle og især dem, som har med børn at gøre. Formålet med foredraget er at skabe fokus på nutidens børn i både børnehaver, skoler og hos forældre. Vi er alle påvirket af andre energier end tidligere og derfor vil der være øget fokus på frihed, selvstændighed og medmenneskelighed end vi tidligere har kendt til. Det er mit mål, at skabe en debat om emnet for på den måde, at bringe glæde og forståelse for både børn og voksne i denne forandringstid, som vi oplever frem til år 2018.




